Nyhed
Hvem mangler på torvet i din by? Her er 100 kvinder, der fortjener en statue
Lagt online: 23.02.2026

Nyhed
Hvem mangler på torvet i din by? Her er 100 kvinder, der fortjener en statue
Lagt online: 23.02.2026

Hvem mangler på torvet i din by? Her er 100 kvinder, der fortjener en statue
Nyhed
Lagt online: 23.02.2026

Nyhed
Lagt online: 23.02.2026

Af Simon Danneskiold-Samsøe, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto (i toppen af siden): Mogens Engelund
Asta Nielsen, Tove Ditlevsen og Margrethe 2. har sat markante spor i Danmarkshistorien – men i det offentlige rum er de stort set fraværende. Statuer af navngivne kvinder er nemlig stadig undtagelsen snarere end reglen.
En ny rapport fra et udvalg under Kulturministeriet, forankret på Aalborg Universitet, rækker nu en hjælpende hånd til landets beslutningstagere.
Rapporten ”Flere kvinder i kunsten i det offentlige rum” dokumenterer ikke blot den historiske skævhed, men leverer også en liste over 100 kvinder med særlig national betydning samt en database med næsten 3.000 biografier fra alle dele af landet. De er tænkt som et praktisk værktøj til kommunalbestyrelser, byplanlæggere og andre, der mangler inspiration til statuer og til navngivning af bygninger, pladser og veje.
På Top 100-listen finder man f.eks. kongehusets stammoder Thyra Danebod (død 935), kvindesagsforkæmper Matilde Bajer (1840-1934) og Danmarks første kvindelige nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen (1940-2025). Der er også fundet plads til nulevende kvinder som politikerne Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard, håndboldspilleren Anja Andersen og musikeren Anne Linnet. Udover de mange navne, leverer rapporten bud på, hvor statuerne med fordel kan opstilles.
- Det har været en utrolig spændende og overvældende opgave, som vi er gået meget ydmygt til. Der er en historisk skævhed i, hvem der er repræsenteret i det offentlige rum, og det former vores syn på, hvem der har skabt det Danmark, vi kender i dag. Det er vigtigt, at vi diskuterer det, og vi har nu lavet et inspirationskatalog, som vi håber, giver næring til en god debat om, hvordan vi udsmykker, former og navngiver i vores fælles offentlige rum, siger Julie Rokkjær Birch, medforfatter og museumsdirektør i Den Gamle By i Aarhus.
For at sikre listen en bred forankring, har udvalget rakt ud til danskerne og bedt om deres bud. Det resulterede i hele 3.834 forslag fordelt på over 500 forskellige kvinder. De 15 navne, der fik flest stemmer fra offentligheden, blev automatisk sikret en plads i top 100-kataloget som udtryk for den danske befolknings væsentligste forbilleder. Men også mange af de øvrige forslag blev indlemmet efter en faglig vurdering.
- Vi er meget taknemmelige for det overvældende engagement, og på vegne af udvalget vil jeg gerne sige særligt tak til alle jer, der har bidraget. Det viser, at det betyder noget for os, og at danskerne har en stor lyst til at se vores nationale identitet afspejlet mere nuanceret i bybilledet, siger Poul Duedahl, formand for udvalget og historieprofessor ved Aalborg Universitet.
Rapporten består af to dele:
Gå på opdagelse i databasen: kvindebiografi.aau.dk